BEGYNDERKURSUS

Gå til kajak i 2025 - tilmeld dig her


Prøv en kajak:

tirsdag den 18.3 klokken 21-22 har du mulighed for at prøve en kajak i trygge rammer i Humlehøjhallen. Her kan du prøve både sports- og havkajak, og vores dygtige instruktører er klar til at hjælpe dig med at finde ud af, hvilken kajaktype der passer netop til dig.


Informationsaften

Der afholdes en informationsaften for alle interesserede tirsdag den 1.4.2025 kl. 19-22 i klubhuset. Mød op, hør om kurserne og få svar på alle dine spørgsmål!



Hold 1 havkajak

Fredag 9. maj, lørdag 10. maj, tirsdag 13. maj, torsdag 15. maj, tirsdag 20. maj, torsdag 22. maj. Ved behov kan der aftales 1-2 kursus-dage mere. 


Tidspunkter:

Hverdage: 18-21.30 - du er omklædt klokken 18.

Lørdage: 10-17 - du er omklædt klokken 10.



Hold 2 tur-/sportskajak

Fredag 13. juni, lørdag 14. juni, mandag 16.juni, torsdag 19. juni, lørdag 21. juni, onsdag 25. juni. Ved behov kan der aftales 1-2 kursus-dage mere.


Tidspunkter:

Hverdage: 18-21.30 - du er omklædt klokken 18.

Lørdage: 9-15 - du er omklædt klokken 9.


Praktisk info:

Kom i god tid. Hvis du vil klæde om i klubben, skal du gerne komme mindst et kvarter før kurset starter. 


Sluttidspunkterne er med et vist forbehold. Vi slutter gerne af med en kop kaffe, et stykke kage og en snak i klubhuset. Vind og vejr spiller også ind. 


Kurserne starter en fredag aften. Dagen efter (lørdag) skal du sætte hele dagen af til at være på kursus. Derefter skal du af sted to gange om ugen. Der bliver i alt seks kursus-gange, som er fordelt over 2-3 uger. Vi forventer, at du møder op alle gangene. Ved behov bliver der aftalt 1-2 yderligere kursus-gange i forlængelse af kurset, hold din kalender lidt fleksibel til det.


Når du er tilmeldt et begynderkursus, får du mere information direkte pr. e-mail.


Alle kurser er synlige i klubkalenderen (åbner nyt faneblad).  


Tilmelding:

Tilmelding til begynderkurser foregår over vores medlemsportal. Her opretter du dig som medlem og vælger, hvilket hold du vil deltage på. Hvis ikke der er åbne begynderhold, kan du ikke tilmelde dig via medlemsportalen.

Prisen er 2000 kr., og inkluderer

  • Begynderkursus
  • 1 års medlemskab
  • Fælles ugentlige roture i nærområdet
  • Fælles klubture, både dagsture og overnatningsture (egenbetaling kan forekomme)
  • Fri adgang til kajakker, pagajer, svømmevest og andet sikkerhedsudstyr
  • Omklædningsrum og fællesrum
  • Svømning i Humlehøj-hallen hver tirsdag aften i vintersæsonen
  • Medlems-arrangementer på land (egenbetaling kan forekomme)


Tilmelding er bindende:

Tilmelding til begynderkurser i Sønderborg Kajakklub er bindende, og ved afbud foretages der ikke tilbagebetaling.

Hvis kursisten ikke kan gennemføre kurset, f.eks. på grund af sygdom eller utilstrækkelig fysisk form, kan kursisten ikke blive aktiv kajakroer i klubben. Der foretages ikke tilbagebetaling af det indbetalte kursusgebyr eller kontingent.


Skal jeg vælge havkajak eller tur-/sportskajak?

Læs mere om forskellen på havkajak og tur-/sportskajak under menupunktet Hvilken kajak skal jeg vælge?her på hjemmesiden.

Hvad kræver det at ro kajak?

Fysisk form

Hvis du slet ikke har dyrket motion i flere år, er kurset anstrengende for dig. Det ser legende let ud, når man ser kajakroere på vandet, men skinnet bedrager. Du sidder i en uvant stilling og bruger uvante og utrænede muskler. Du bliver træt og øm i muskler og led - men det går over igen! 

Hvis du er usikker på, om kurset er fysisk for hårdt, så er det en god ide at du så småt begynder at træne arme, ben og mave/ryg muskler som er de muskler, du bruger mest ved kajakroning. Du bør træne dig op til at kunne lave:


- 10 dybe squats

- 10 mavebøjninger (både skrå og lige muskler skal trænes)

- 5 armstrækninger (push-ups).


Sygdomme

Du må ikke lide af sygdomme, hvor du risikerer at miste bevidstheden. Der kan også være andre sygdomme, som ikke er forenelige med kajakroning. Her må du rådføre dig med din læge. Sygdomme som f.eks. diabetes eller astma er ikke en hindring, hvis de er velbehandlede. Dog bør du informere om det ved kursus-start, så din instruktør er forberedt, hvis der skulle blive problemer mens vi er på vandet. 


Svømning og vandtilvænning

Du skal kunne svømme 600 meter, og du må ikke være bange for at få hovedet kortvarigt under vand. Hvis du får panikangst af at have hovedet under vand, så er kajakroning desværre ikke noget for dig. Er du i tvivl, så kan du altid få en snak med vores instruktører - de fleste udfordringer kan håndteres, når blot vi kender til dem. 


Når du er tilmeldt et kursus, kan du træne svømning og tage svømmeprøven i klubregi. Tirsdag aften kl. 21-22 har klubben tid i Humlehøj Svømmehal sammen med nogle af de andre vandsportsklubber i Sønderborg.


Du kan godt tilmelde dig til kursus uden at have aflagt svømmeprøve, men du skal bestå prøven inden kurset starter.


Datoerne for svømmeprøver er tirsdag den 18. marts, og tirsdag den 25. marts 2025 i Humlehøj Svømmehal.


Se i klubkalenderen for detaljer og Facebook Gruppen for løbende nyheder og opslag fra klubmedlemmer.





VIDEO

Følg med et hold begyndere i vores lille video og se hvordan det er at være på et begynderhold: