Sikkerhed Havkajak

SIKKERHEDSBESTEMMELSER FOR HAVKAJAK

Sikkerhedsbestemmelser for Sønderborg Kajakklub vedtaget af bestyrelsen 2016-10-25.

Sikkerhedsbestemmelser for Havkajak

Bestemmelserne gælder i overensstemmelse med DKF’s og DGI’s sikkerhedsbestemmelser både for klubbens medlemmer og deres gæster og gælder for al roning i klubregi, hvor en eller flere af følgende er opfyldt:

roning som sker til og/eller fra klubbens anlæg

roning i forbindelse med klubbens arrangementer, herunder klubture

roning hvor klubbens kajakker anvendes.


Bestemmelserne kan fraviges under løb, stævner og andre arrangementer, som er omfattet af en sikkerhedsforskrift, der er godkendt af DKF's bestyrelse.



Farvand

Der skelnes mellem Lokalt beskyttet farvand, Andet lokalt kystnært farvand og Åbent vand:


Lokalt beskyttet farvand (Område 1): Alssund, mod nord fra klubben til hhv. Arnkilshug og Snogbækhug.


Andet lokalt kystnært farvand (Område 2): Kystnært indtil 300 meter fra bredden i området udenfor Alssund mod nord, og alt syd for klubben.


Åbent vand (Område 3): Roning mere end 300 meter fra land er roning på åbent vand.




Bestemmelser for roning i alle farvand – i sæsonen fra standerhejsning til standerstrygning.

I overensstemmelse med DKF’s og DGI’s sikkerhedsbestemmelser har en frigiven roer selv ansvaret for sikkerheden ved roningen, herunder at vedkommendes færdigheder og udstyr er sikkerhedsmæssigt forsvarlige og svarer til de forhold, under hvilke roningen foregår.


Herudover gælder at:

roeren kan svømme mindst 600 m.


Inden roning skal roeren

kende vejrudsigten

overbevise sig om kajakkens sødygtighed og tilstand

registrere sig i ro-journalen.


Under roning skal roeren

medbringe CE-mærket svømmevest, der er godkendt af klubbens bestyrelse, samt medbringe det nødvendige sikkerhedsmæssige udstyr: dækken (”spraydeck”), pumpe og pagajflyder (”paddlefloat”).

se SKK’s generelle regler om brug af svømmevest uden for sommersæsonen.

fra solnedgang til solopgang skal ethvert fartøj medbringe en klart lysende lygte, og i havne eller stærkt trafikerede områder skal lygten bæres, så hvidt lys er synligt 360 grader rundt.


Efter roning skal roeren

skrive sig ud af ro-journalen

indberette enhver sikkerhedsmæssig defekt som opdages på klubbens materiel

indberette alvorlige sikkerhedsmæssige hændelser under turen til bestyrelsen.



Bestemmelser for roning i Lokalt beskyttet farvand (Område 1)

Roeren skal udover det, der er angivet under ”alle farvand” følge disse bestemmelser:

det er tilladt at ro ud alene når roeren er blevet frigivet på EPP2 niveau og har roet mindst 50 km. Dispensation kan gives til erfarne roere.

indtil de 50 km er opnået, er det kun tilladt at ro med en instruktør eller en erfaren roer. (Har minimum 1 års erfaring og roet mere end 300 km).



Bestemmelser for roning i Andet lokalt kystnært farvand (Område 2)

Roeren skal udover det, der er angivet under ”alle farvand”

gøre sig bekendt med lokale regler for færdsel, både trafik-, miljø- og naturmæssigt

det er tilladt at ro ud alene, når roeren er blevet frigivet på EPP2 niveau og har roet mindst 300 km i alt i indeværende og foregående kalenderår tilsammen. Dispensation kan gives til erfarne roere.

det er tilladt at ro i område 2 uden at have roet de påkrævede antal km, hvis man følges med en erfaren roer. Man bærer altid selv det fulde ansvar.



Bestemmelser for roning i Åbent vand (Område 3)

Roeren skal udover hvad der er angivet under område 1 og 2

medbringe mobiltelefon, kompas, reservepagaj, nødblus eller lignende og slæbetov.

Hvis man er flere personer, så er det nok at kun turlederen har alt dette med.



Særlige bestemmelser for sikkerhed ved roning:

Under instruktion:

Ved ro-instruktion arrangeret af klubben kan instruktøren fravige nærværende bestemmelser, når det er nødvendigt for at gennemføre uddannelsen. Det forudsætter dog at instruktøren er uddannet som enten minimum DKF Instruktør-2 eller DGI Instruktør 1.

Kursisterne bør som en del af nybegynderkurset prøve at ro i område 2 med vindhastighed op til 6 m/s.

Ved instruktion skal instruktøren medbringe en mobiltelefon samt førstehjælps-udstyr.


Under klubture:

Ved roning i grupper uden for det lokalt beskyttede farvand (område 1), og hvor klubbens medlemmer generelt er inviteret, skal der være udpeget en turleder, hvis der er 3 eller flere personer på turen.

Turlederen skal udarbejde en sikkerhedsinstruktion, som skal gennemgås med alle deltagere. En kopi af sikkerhedsinstruktionen skal hænge på klubbens opslagstavle indtil turen er afsluttet.

Turlederen har det overordnede ansvar for sikkerheden og turlederens anvisninger skal følges. Den enkelte roer har dog selv ansvaret for at sige fra, hvis roningen tegner til at overstige egne færdigheder.


Ved havne:

Ved roning i og omkring havne skal roeren holde sig til siden af sejlløbet, være bekendt med reglerne for passage, og må ikke på nogen måde komme i vejen for skibsfarten.


Med personer der ikke er frigivet (gæsteroning):

Her henvises til SKK’s generelle gæsteroningsregler



Vinterroningsbestemmelser – fra standerstrygning til standerhejsning

Vinterroningstilladelse opnås ved én gang inden for samme sæson at have roet over 600 km.


Bestemmelser for roning i Lokalt beskyttet farvand (Område 1)

Alle med vinterroningstilladelse må ro i lokalt beskyttet farvand (område 1), men man ror indenfor 100 meter fra kysten. Der må dog krydses inden for område 1, hvis det findes hensigtsmæssigt.

To eller flere roere kan ro sammen om vinteren, hvis de hver især har roet mindst 300 km inden for samme sæson, men kun i lokalt beskyttet farvand (område 1) og udelukkende på Als-siden.


Bestemmelser for roning i Andet lokalt kystnært farvand (Område 2)

Alle med vinterroningstilladelse, der ønsker at ro i dette område, skal have demonstreret en egenredning på max 4 minutter for en instruktør indenfor det seneste år.

Man ror indenfor 100 meter fra kysten.


Bestemmelser for roning i Åbent vand (Område 3)

Roere med EPP3 eller DGI2 kan ro i område 3, hvis de er iført tørdragt eller våddragt og rojakke, og de har demonstreret selvredning på max 4 minutter for en af klubbens instruktører inden for det seneste år.


Alle som opfylder kravene til vinterroning, og som ønsker at ro om vinteren, skal skrive under på, at de har læst reglerne. Sedlen findes på opslagstavlen.


Anbefalinger for roning om vinteren:

Roeren skal nøje vurdere vejret inklusive vejrudsigten, herunder specielt strøm, vind og bølger. Roeren skal erkende, i forhold til det aktuelle vejr, om han/ hun kan lave en sikker selvredning.

Ro helst sammen med andre.

Husk tilstrækkelig pålædning (rohandsker, hue, rojakke m.m) Medbring en pose med tørt tøj.

Ror man i mørke bør det være kystnært (så man kan gå i land).